Poul Joachim Stender markerede sig ved debatmødet i Osted i søndags ved at lægge afstand til de emner, der havde med administration, struktur og ledelse at gøre. Han ville hellere prioritere indholdet: passionen for kristendommen.
Jeg mener det er en falsk modstilling.
Selvfølgelig er det kristendom, det handler om. Forkyndelse og formidling af kristendom, det at komme i samtale med hinanden, om hvad evangeliet betyder for os i dag.
Men hvem er det, der skal komme til orde? Er det kun den kommende biskop, der frigjort fra administrative opgaver skal turnere rundt i stiftet og i medierne og tale om kristendom? Eller er det også præster og menighedsrådsmedlemmer og andre kirkefolk, der skal have mulighed for at få tungen på gled?
Hvis en kommende biskoppen har erfaringer omkring ledelse, administration og struktur og vil ofte de opgaver en passende tid ved skrivebordet, så kan han lette papir-byrderne for folk ude i marken, så de får bedre tid til det, de brænder for: forkyndelse og formidling, det at kunne tale med hinanden om den inspiration, trøst og provokation evangeliet rummer.
Og så kan biskoppen på sine mange besøg ude i stiftet opleve det glædelige, selv blive klogere på kristendommen, når han bliver mødt af en stadig mere levende og inspirerende samtale om tro, etik og eksistens ude i sogne og lokalområder.