Indlæg tagget ‘lods’

Biskoppen som lods

mandag, januar 21st, 2008

I løbet af bispe-valg-debatten er der dukket forskellige bispebilleder op: ”manden der sætter sig for bordenden”, det er kirkedirektøren, ”manden på broen”, det er kaptajnen for kirkeskibet. Begge billeder tillægger biskoppen en urealistisk selvstændig magt. Vi kandidater bliver bombarderet med spørgsmål om holdninger og meninger og hvad vi vil gøre for kirkegang og samarbejde og meget mere. Ud af de mange svar fremstår der nogle lidt gammeldags faderbilleder af en biskop, der passer på alle sogne i stiftet og tar sig af alle problemer og har svar på de fleste spørgsmål. Men det holder ikke. Det er ikke  realistisk. Og det er ikke ønskeligt. For det sender signaler om, at kirkefolket ude i sognene ikke kan stå på egne ben.

For mig er biskoppen en lods. En lods for den flåde af større og mindre kirkeskibe som udgør Roskilde Stift, en lods som kan læse søkortet og kender skærene, og som kan bistå alle os, der er ombord med at komme igennem i den retning, I ønsker indenfor rammerne af det fælles evangelisk-lutherske søkort, vi sammen sejler efter. En lods som kan foreslå en gunstig kurs for flåden afhængig af vind og vejr, men som hverken kan eller skal tvinge alle med i samme retning.

En biskop skal være med til at holde liv i samtalen om kirke og kristendom. Det har Jan Lindhardt været eminent god til både i medierne og lokalt ved møder og publikationer i stiftet. Den linie vil jeg fortsætte, hvis jeg bliver valgt.  Ikke som solist, men i samarbejde med mange andre dygtige og engagerede kirkefolk.

En biskop skal bakke op om det lokale kirkelige arbejde og formidle gode ideer og erfaringer på tværs i stiftet.

En biskop skal  værne om kvaliteterne i vores folkekirkeordning – om bredden og mangfoldigheden. Der skal være plads til at vi kan være forskellige.

En biskop skal vejlede præster og menighedsråd når de har brug for det.

Og så skal en biskop selv have gode ideer og tage initiativer, som han kan håbe på, at menighedsråd og præster og ansatte er med på.

Medierne spiller en stor rolle også i forhold til formidling af kristendom. Men det er stadig i det lokale arbejde, hvor vi mødes ansigt til ansigt, at tingene får dybde og betydning. Hvis jeg bliver valgt til biskop, vil jeg have fokus på arbejdet ude i sogne, lokalområder og provstier, derude hvor mennesker møder kristendommen i praksis.