Til gengæld refererer TD-J en meningsudveksling ved det sidste bispe-debat-møde i Hørve d. 10/3 om undertrykkelse af kristne i lande med muslimsk befolkningsflertal, som kræver en præcisering.

Det er rigtigt, at jeg nævnte Indonesien – jeg kunne også have nævnt Tyrkiet – som eksempel på et land med muslimsk befolkningsflertal, hvor forholdene for de religiøse minoriteter er mere tålelige end i de lande, der oftest – og også af TD-J – fremhæves i denne sammenhæng: Saudi-Arabien, Iran og Somalia. Det er ikke fordi jeg vil idyllisere menneskerettighedsforholdene i Indonesien eller Tyrkiet, men fordi jeg finder det forkert at skære alle muslimer og alle muslimske samfund over en kam.

Efter min mening skal der overalt klart siges fra overfor menneskerettighedskrænkelser herunder forskelsbehandling og undertrykkelse på grund af religiøs overbevisning. Det er en politisk opgave, og en opgave vi som demokratiske borgere må påtage os, hver gang vi hører om forfølgelse og undertrykkelse af mennesker på grund af deres tro.

Men vi kan ikke uden videre holde vores muslimske landsmænd ansvarlige for hvad autoritære regimer i Mellemøsten eller grupper af religiøse fanatikere i Indonesien foretager sig. Eller rettere: netop ved at være i dialog med de mange muslimer herhjemme, der er demokratisk indstillede, og som gerne vil deltage i samtalen om ligheder og forskelle vores religioner imellem, har vi mulighed for at støtte de muslimer, der også i andre lande kæmper imod undertrykkelse af religiøse minoriteter og for respekt for menneskerettighederne.

Vi har selvfølgelig også en pligt til som kristne at hjælpe vores kristne brødre og søstre rundt om i verden og specielt steder, hvor de lever og arbejder under svære vilkår. Således valgte vi i Ringsted-Sorø Provsti for 3 år siden som vores fælles Ydre Missions Projekt at samle ind til SAT 7, et økumenisk samarbejde om drift af en kristen arabisk radiostation, der sender til Mellemøsten og Nordafrika med henblik på at støtte de lokale kristne menigheder og fremme dialogen mellem kristne og muslimer.

Nogle fanatiske fundamentalistiske muslimer havde planlagt at myrde karikaturtegneren  Kurt Vestergaard. Heldigvis blev det afsløret og afværget. I den forbindelse er Muhammed-tegningerne blevet genoptrykt i danske aviser, og vi ser igen billeder af demonstrationer rundt om i verden og dannebrogsflag i brand. Jeg bliver både vred og ked af det. Og jeg glæder mig over, at der fra mange sider siges klart fra over for den formørkede, fundamentalistiske islam, der omtales som ”islamisme”. Det er folk, som mener at have patent på sandheden, og som det derfor er umuligt at komme i dialog med. Deres synspunkter skal vi modsige klart og umisforståeligt. Men samtidig skal vi huske, at det kun er en  lille minoritet af muslimer, der griber til eller støtter ulovligheder. Og mange danske muslimer har taget afstand fra islamismen.

Jeg mener:

 1) Vi har som borgere en almindelig forpligtelse til på tværs af forskelle i tro og meninger at betragte hinanden som medborgere og behandle hinanden ordentligt, og vi har som kristne en skærpet forpligtelse til at genkende hinanden som medmennesker. Også vores muslimske brødre og søstre er omfattet af næstekærlighedsbudet.

2) Islam og kristendom er to forskellige religioner. Muhammed har tydeligvis kendt til både jødedom og kristendom, og der er således mange fælles historier og en række lighedspunkter mellem de tre store monoteistiske religioner. Men det er klart, at vi tænker og taler meget forskelligt om Gud. Som kristne bekender vi os til den treenige Gud: Fader, Søn og Helligånd. Vi tror, at den Gud, som er altings ophav og opretholder, kom til verden som et menneske, at Gud én gang for alle har vist sig for os i Jesus, og at Ånden stadig gør Jesu ord og gerning nærværende i vores liv. Islam betragter Jesus som en stor profet, den største efter Muhammed, men der er en helt afgørende forskel på at betragte Jesus som en profet og at tro på ham som Guds søn.

 3) Som kristne er vi forpligtede på mission. Vi skal række evangeliet videre til alle folkeslag. Det er ikke meningen, at vi skal holde Jesu overvældende glædelige budskab om Guds grænseløse og betingelsesløse kærlighed for os selv. Det er til deling. Det lever af at blive delt.

 4) Kristendommens kærne er Jesus Kristus. Betydningen af hans ord og gerninger, hans liv og død og opstandelse er vi ikke færdige med at forstå. Det kan udtrykkes på mange forskellige måder. Vi har i vores Bibel fire forskellige evangelier. Vi har i kirken en række forskellige trosbekendelser. Og både Biblen og trosbekendelserne fortolkes forskelligt verden over. At drive mission er en dobbelt bevægelse. Vi rækker evangeliet videre til andre folk, og gennem samtalen med dem om kristendommen, kan der åbne sig nye perspektiver, så vi i fællesskab kan blive klogere på, hvad evangeliet rummer. I samtale med muslimer kan vi sekulariserede velfærdsdanskere f.eks. genopdage at daglige ritualer er vigtige for at gøre religionens betydning nærværende for den enkelte, ligesom Karen Blixen af sin muslimske tjener Farah kunne blive mindet om at Gud er stor – større end mange af os normalt går rundt og forstiller os.

 5) Evangeliet overgår vores ord og formuleringer. De trosbekendelser, som er en del af vores kirkes bekendelsesgrundlag er skrevet af mennesker på et bestemt tidspunkt og afspejler den tid, de er skrevet i. Det gælder også Den Augsburgske Bekendelse fra 1530, hvor vi finder de skarpe ord om at ”fordømme muhamedanerne”. Bekendelsen er formuleret få år efter at tyrkiske  hære havde belejret Wien og spredt skræk og rædsel i Centraleuropa. Vi kan ikke lave om på historien. Og vi skal ikke ændre på vores bekendelsesskrifter. Men vi skal ikke kritikløst gentage gamle formuleringer ude af deres sammenhæng. Det er netop, hvad fundamentalister gør, når de holder sig til en bogstavelig læsning i stedet for at påtage sig ansvaret for at fortolke traditionen.

Som sagt finder jeg det bydende nødvendigt umisforståeligt at tage afstand fra islamismen, men jeg finder jeg det forfejlet og forkert at gentage generelle fordømmelser af islam her i 2008.

Jeg mener, at en biskop både skal være at finde på sit kontor i Roskilde og ude i sognene.

Ikke på en gang, men i en passende balance.

Selvfølgelig skal biskoppen rundt i stiftet for at lytte til menighedsråd og præster og ansatte, for at deltage i fejringen af nybyggerier og nyanskaffelser og tilendebragte restaureringsarbejder og for at hjælpe og vejlede, hvor der er brug for det.

Men der er også behov for opmærksomhed omkring stiftsadministrationen, og der skal være ordentlig tid til samtaler med ansøgere til præsteembeder og andre, som ønsker en samtale med biskoppen. 

Derfor skal en biskop også være hjemme i Roskilde.

Dette sagt som replik til Poul Joachim Stenders gentagne udsagn, om at den første udgift han – hvis han bliver valgt til biskop i Roskilde – er et landkortet over stiftet og en æske med 323 røde nipsenåle, idet hans ambition vil væreså hurtigst muligt at få sat besøgs-nåle i stiftets 323 sogne.

Det var måske en god idé for Peder Paladius i 1500tallet, hvor transporten foregik med hest og vogn og det tog dage at få et brev frem. Men i dag, hvor alle kan komme hurtigt i kontakt med hinanden  med telefon og PC eller ved at sætte sig i bilen, og hvor menighedsråd og præster og de kirkeligt ansatte er anderledes veluddannede og ved at fortælle om det, der går godt og bede om hjælp til det, som er svært – der er kontakten mellem biskop og sognene ikke alene afhængig af, at biskoppen har været på besøg, så han bagefter hjemme i Roskilde kan få sat sin røde knappenål på kortet.

Biskoppen skal være tilgængelig og lydhør. Hvis jeg bliver valgt vil jeg bestræbe mig på at være det både i Roskilde og ude i sognene.

Jeg synes det er et rigtig dårligt forslag  af flere grunde.Ikke kun fordi det er et stort og dyrt valgsystem, der skal stilles på benene, med risiko for at valgdeltagelsen vil blive skuffende lav; men nok så meget fordi en sådan valgform vil give det udseende af, at biskoppen har en helt anden opgave og indflydelse end den faktiske.

I forvejen kan det være svært at få journalister og andre udefra interesserede til at forstå, at et bispevalg ikke skal sammenlignes med et kommunalvalg eller et folketingsvalg, men snarere med et menighedsråds valg af præst. Som ved præstevalg handler et bispevalg ikke så meget om kandidaternes meninger og synspunkter, men om hvilke evner, erfaringer og kompetencer, kandidaterne har med sig, om de er i stand til at lytte og formidle samarbejde, og om de har en realistisk vurdering af, hvad man kan udrette, og hvordan man vil prioritere i forhold til de ressourcer, der er til rådighed.

Biskoppens rolle er først og fremmest at være tilsynsmand for præster og menigheder. Biskoppen skal i samarbejde med stiftsadministrationen og i samspil med provstierne støtte og vejlede i forhold til det kirkelige liv, der udfolder sig lokalt. Biskoppen har i årene fremover også en vigtig rolle i forhold til  udviklingen af samarbejdet i stiftet. Alt det her er opgaver, som præster og menighedsråd  ved noget om og har forståelse for, men som menige folkekirkemedlemmer naturligt nok ikke tænker så meget over.

Hvis man lægger bispevalget ud til alle folkekirkens medlemmer vil der blive lagt endnu mere vægt på kandidaternes forskellige holdninger og meninger og evne til at formulere disse markant i pressen. Biskopperne vil komme til at ligne en slags kirkepolitikere, som først og fremmest vil tegne folkekirken udadtil, mens den mindre synlige støtte og vejledning, som efter min mening er det væsentligste i biskoppens virksomhed, risikerer at blive overset.

Jeg ønsker, at fokus i det folkekirkelige arbejde fortsat skal være ude i lokalområderne i sogne og pastorater og i det samarbejde vi frivilligt udvikler derude. Derfor er det en dårlig idé med folkevalgte biskopper.

Jeg mener det er en falsk modstilling.

Selvfølgelig er det kristendom, det handler om. Forkyndelse og formidling af kristendom, det at komme i samtale med hinanden, om hvad evangeliet betyder for os i dag.

Men hvem er det, der skal komme til orde? Er det kun den kommende biskop, der frigjort fra administrative opgaver skal turnere rundt i stiftet og i medierne og tale om kristendom? Eller er det også præster og menighedsrådsmedlemmer og andre kirkefolk, der skal have mulighed for at få tungen på gled? 

Hvis en kommende biskoppen har erfaringer omkring ledelse, administration og struktur og vil ofte de opgaver en passende tid ved skrivebordet, så kan han lette papir-byrderne for folk ude i ”marken”, så de får bedre tid til det, de brænder for: forkyndelse og formidling, det at kunne tale med hinanden om den inspiration, trøst og provokation evangeliet rummer.

Og så kan biskoppen på sine mange besøg ude i stiftet opleve det glædelige, selv blive klogere på kristendommen, når han bliver mødt af en stadig mere levende og inspirerende samtale om tro, etik og eksistens ude i sogne og lokalområder.

For mig er biskoppen en lods. En lods for den flåde af større og mindre kirkeskibe som udgør Roskilde Stift, en lods som kan læse søkortet og kender skærene, og som kan bistå alle os, der er ombord med at komme igennem i den retning, I ønsker indenfor rammerne af det fælles evangelisk-lutherske søkort, vi sammen sejler efter. En lods som kan foreslå en gunstig kurs for flåden afhængig af vind og vejr, men som hverken kan eller skal tvinge alle med i samme retning.

En biskop skal være med til at holde liv i samtalen om kirke og kristendom. Det har Jan Lindhardt været eminent god til både i medierne og lokalt ved møder og publikationer i stiftet. Den linie vil jeg fortsætte, hvis jeg bliver valgt.  Ikke som solist, men i samarbejde med mange andre dygtige og engagerede kirkefolk.

En biskop skal bakke op om det lokale kirkelige arbejde og formidle gode ideer og erfaringer på tværs i stiftet.

En biskop skal  værne om kvaliteterne i vores folkekirkeordning – om bredden og mangfoldigheden. Der skal være plads til at vi kan være forskellige.

En biskop skal vejlede præster og menighedsråd når de har brug for det.

Og så skal en biskop selv have gode ideer og tage initiativer, som han kan håbe på, at menighedsråd og præster og ansatte er med på.

Medierne spiller en stor rolle også i forhold til formidling af kristendom. Men det er stadig i det lokale arbejde, hvor vi mødes ansigt til ansigt, at tingene får dybde og betydning. Hvis jeg bliver valgt til biskop, vil jeg have fokus på arbejdet ude i sogne, lokalområder og provstier, derude hvor mennesker møder kristendommen i praksis.

Jeg er og har altid været dybt uenig med Thorkild Grosbøll i hans skabelsesteologi eller mangel på samme. Jeg synes hans udtalelser om Kristi opstadelse er flade i forhold til det mysterium opstandelsen var og stadig er. Men jeg har ikke deltaget i den fordømmelse af Grosbøll, som tordnede løs efter den famøse artikel i Weekendavisen, hvor overskriften præsenterede ham som: Præsten, der ikke tror på Gud.

 Jeg har – længe før debatten om stenen i skoen begyndte at rulle – lært Thorkild Grosbøll at kende som en nærværende og omsorgsfuld præst for mine svigerforældre. Så bliver man lidt mindre hurtig til at dømme en kollega ude på grund af en overskrift. Jeg har læst Thorkild Grosbølle bøger og finder – trods teologiske forbehold – at han har et vigtigt anliggende: at give et modspil i forhold til tidens luftige religiøsitet, at pege på Jesus som det helt centrale i kristendommen, at tydeliggøre den inspiration og provokation han stadig udtråler.

Det er mærkeligt med sådan en bispe-valg- debat. En del af dem, der skriver og spørger, virker ikke som om de er intgeresserede i svaret. Spørgsmålet eller henvendelsen er ikke udtryk for nysgerrighed eller et ønske om gennem dialog at blive klogere på, hvad den anden mener, men snarere for et ønske om at få stemplet en modstander.

Kampen for de små samfund
Jeg vil i hvert fald gøre alt hvad jeg kan for de små sogne. Jeg ved af erfaring hvor vigtigt samarbejdet mellem det kirkelige og det folkelige i sognene er. Jeg har været præst i Terslev og Ørslev, et par landsogne på Midtsjælland i 24 år, og provst i området i 9 år. Jeg har været med til at bygge en lokal idrætshal, jeg har været med i bestyrelsen for børnehaven og ungdomsklubben og forsamlingshuset. Og jeg har været medlem af bestyrelsen i Landsforeningen af Landsbysamfund. Jeg husker tydeligt, den tale en af landets varmeste fortalere for landsbysamfundene, forfatteren Knud Sørensen, holdt, da han blev tildelt landsbyforeningens hæderspris. Han sagde: ”Vi bliver nogle steder nødt til at se i øjnene, at kampen for en landsby er tabt (man mærkede suget i forsamlingen, for det var jo netop landsbyerne, vi kæmpede for) – og så fortsatte han: dér skal vi i stedet kæmpe for landområdet!”

Landsognenes fremtid
Det er, hvad det handler om også i den kirkelige strukturdebat. Det handler ikke om, at nogen udefra kommer og vil nedlægge velfungerende sogne, eller tage kompetence fra aktive menighedsråd. Det handler ikke om at aflyse gudstjenester, hvor folk går i kirke eller om at nedlægge landsbykirker og lade kirkegårde gro til.

Nej, det handler om at se realiteterne i øjnene de steder, hvor landsbysamfundet ikke længere fungerer. Hvor skolen er lukket og plejehjemmet flyttet og den sidste forretning har drejet nøglen om, og hvor det viser sig, at kirken ikke alene kan holde sammen på det gamle landsbyliv. Hvis det lokale liv på den måde er gået i dvale og kirkegang og kirkeliv tilsvarende skrumpet ind, så man kan se, at få bliver færre, og der regelmæssigt er messefald, så gør man ingen en tjeneste ved at drømme sig tilbage til gamle dage eller at fremsætte fromme håb om, at udviklingen vil vende.

Samarbejdets muligheder
Selvfølgelig vil ingen finde på at nedlægge sognet eller rive middelalderkirken ned, men der er brug for, at vi forholder os til virkeligheden, hvis vi skal kunne vende udviklingen. Og en af de måder, vi kan vende udviklingen på, er ved at satse på lokalt samarbejde. Vi skal ikke forskanse os i sognet som en fæstning, men nogle steder være parat til – som Knud Sørensen -  at opgive en udsigtsløs kamp hver for sig for til gengæld at kunne vinde andre sammen. Så vi bedre kommer ud med evangeliet, så vi bliver bedre til at dele historien om Guds kærlighed og tilgivelse med hinanden. Det sker allerede rundt omkring i sognene. Nogle steder ved at man formelt sammenlægger menighedsråd, andre steder ved at man samarbejder om konkrete opgaver. Således har vi 6 sogne i den tidligere Haslev Kommune haft stor glæde og gensidig inspiration af at samarbejde om en række salmesangaftner og hverdagsgudstjenester. Mange steder finder man ud af, at det faktisk er muligt i samarbejde at vende udviklingen, at samarbejdet gør at få bliver til flere og at man undgår messefald og frustrationer over at måtte aflyse arrangementer på grund af manglende tilslutning.

Frivilligt samarbejdet
Sognet vil fortsat være grundenheden i vores folkekirkeordning. Det ændrer det forestående bispevalg ikke ved. Jeg vil med basis i sognene bidrage til at udvikle samarbejdet i Roskilde Stift.. Ingen skal tvinges ind i et samarbejde, de ikke kan se nytten i. Det vil ikke være til glæde for nogen. Jeg ved af erfaring, at nogle ting lykkes godt med sognet som ramme, andre vil lykkes bedre, hvis vi samarbejder sogne imellem, og atter andre opgaver vil kun kunne løses i bredere samarbejde.