Vi folkekirkedanskere er nok i almindelighed mere til lys og kærlighed end til synd og død.
Det er på en måde, som det skal være. Det er bestemt vigitigt at huske på, at ordet evangelium betyder glædeligt budskab. Men det er også vigtigt at lægge mærke til at dette evangelium ikke er et lyserødt disney-eventyr, men en historie, der ud-spiller sig midt i en tilværelse, som ind imellem slår knuder, og som taler til mennesker, som vi er, med de problemer og skyggesider vi hver især har at slås med.
Derfor er evangeliets glæde altid en glæde på trods.
Det stilles der skarpt på i påsken.
Det begynder med glæde, med skarernes jubel, da Jesus som en anden konge rider ind mod Jerusalem Palmesøndag. En historie om menneskers håb om en lys og lykkelig fremtid, og forventningen om, at forandringen skal komme udefra. Jesus tog imod hyldesten – på trods, for han ville noget andet og endnu mere radikalt. Han ville ikke være konge i verden, men i menneskers hjerter. Han ville ændre tilværelsen indefra ved at få mennesker til at fatte, at vi ikke er modmennesker, men hinandens medmennesker.
Skærtorsdag spiser Jesus for sidste gang sammen med sine disciple, og hver gang vi indbyder til nadver i kirken, mindes vi dette mærkelige måltid, hvor disciplene kom op at skændes om, hvem af dem, der skulle regnes for den største blandt dem, og inden natten var omme var alting vendt på hovedet, så det, de nu konkurrerede om, var, hvem der var den største kujon. Jesus vidste det, han kendte sine disciple til bunds – alligevel ville han sidde til bords med dem. Så realistisk tegner påsken billedet af os mennesker. Vi er langt fra så gode, ædle og succesfulde, som vi drømmer om og måske prøver at få det til at se ud til. Alligevel vil Vorherre have med os at gøre – på trods.
Om natten bliver Jesus taget til fange og forhørt. Der bliver bragt falske vidner for at fælde ham, Pilatus, der har magten, fralægger sig ansvaret, og Jesus bliver Langfredag dødsdømt og henrettet. Uretfærdigt og grusomt bliver han ofret som millioner før og siden. Så barsk var verden, og så barsk er verden stadig. Men Gud har ikke opgivet os, Gud har ikke forladt verden. Gud er med sin kærlighed midt i lidelsen – på trods.
Alting gik i sort for disciplene, da Jesus døde på korset, som det gør det for os, når vi mister én, vi holder af, når døden rammer ned midt i vores tilværelse. Men Påskemorgen, da kvinderne kom til Jesu grav, fandt de den tom, og de mødte påskeevangeliet, budskabet: Kristus er opstanden! En jublende glæde – på trods. På trods af livets omskifteligheder og menneskelig vakkelvorenhed.
Påsken afslører, os som vi er, og netop derfor er evangeliet så stærkt: Gud kender dig og holder af dig med en kærlighed, som intet, end ikke døden kan skille dig fra – på trods.
Glædelig påske!
Tak for den påskehilsen. Det varmer.
Men hvordan fortolker du den siddende biskops syn på helvede – jeg blev lidt bekymret om at afskaffe helevede pga – af få ord og omtale af begreberne – hvad så men andre ting som treenighedslæren som slet ikke står der og barnedåb og paradis – hvad er dit syn på helvede? Findes det efter døden?
Tak for den påskehilsen. Det varmer.
Men hvordan fortolker du den siddende biskops syn på helvede – jeg blev lidt bekymret om at afskaffe helevede pga – af få ord og omtale af begreberne – hvad så men andre ting som treenighedslæren som slet ikke står der og barnedåb og paradis – hvad er dit syn på helvede? Findes det efter døden?
Selv ikke en biskop, endsige en biskop-kandidat -
kan vel vide noget med sikkerhed om helvede eller ej efter døden. For mig er Peters varme påskehilsen et fint udtryk for, hvad jeg anser for vigtigt – at trodse alle de jordiske helveder det er alt for let at lade sig knuse af – og hellere fokusere på, hvordan vi skaber en modvægt af glæde, for andre, og for os selv, i dette nuværende liv.
Kære Thomas og Birgitte
Tak for jeres kommentarer til mine påsketanker.
Det er tydeligt, hvordan man op igennem kirkehistorien har brugt forestillingen om Helvede som et straffested efter døden – sådan som vi f.eks. kan se det på mange kalkmalerier – som et magtmiddel i kirkeinstitutionens hånd. En trussel om, at hvis ikke man gjorde som præsten prædikede, så risikerede man at ende i Helvede. Det har efter min mening ikke meget med kristendom at gøre.
Jeg er enig med Birgitte i, at vores opgave som kristne er at lade evangeliet kaste sit lys ind over de jordiske helveder, vi støder på. At række mennesker, der er ved at fortvivle i ensomhed, selvhad, håbløshed, skyld og skam, budskabet om at Gud kender os til bunds og holder af os – på trods. Evangeliets glædelige budskab er, at vi ikke har ikke Gud på nakken, men i ryggen!
P.S. Ordet Helvede er der ingen grund til at skrotte. Salmedigteren Hans Anker Jørgensen har brugt det skarpt og præcist i salmebogens yngste salme, DDS 249 hvor han i v. 7 digter om hvad påsken betyder for Judas.
Kære Peter
ja det var dog en smuk salme, tak for henvisningen. Og tak for at blive mindet om, at vi bliver set af Gud, og dermed elsket. At få åbnet sit hjerte, og se med det- det hænder jo også af og til for os mennesker, og gør det muligt at holde af, og det har jeg erfaret som den allerglædeligste tilstand. Og efter min opfattelse den stærkeste modvægt til alt det man ellers går og er bange for!