Vi folkekirkedanskere er nok i almindelighed mere til lys og kærlighed end til synd og død.
Det er på en måde, som det skal være. Det er bestemt vigitigt at huske på, at ordet evangelium betyder glædeligt budskab. Men det er også vigtigt at lægge mærke til at dette evangelium ikke er et lyserødt disney-eventyr, men en historie, der ud-spiller sig midt i en tilværelse, som ind imellem slår knuder, og som taler til mennesker, som vi er, med de problemer og skyggesider vi hver især har at slås med.
Derfor er evangeliets glæde altid en glæde på trods.
Det stilles der skarpt på i påsken.
Det begynder med glæde, med skarernes jubel, da Jesus som en anden konge rider ind mod Jerusalem Palmesøndag. En historie om menneskers håb om en lys og lykkelig fremtid, og forventningen om, at forandringen skal komme udefra. Jesus tog imod hyldesten – på trods, for han ville noget andet og endnu mere radikalt. Han ville ikke være konge i verden, men i menneskers hjerter. Han ville ændre tilværelsen indefra ved at få mennesker til at fatte, at vi ikke er modmennesker, men hinandens medmennesker.
Skærtorsdag spiser Jesus for sidste gang sammen med sine disciple, og hver gang vi indbyder til nadver i kirken, mindes vi dette mærkelige måltid, hvor disciplene kom op at skændes om, hvem af dem, der skulle regnes for den største blandt dem, og inden natten var omme var alting vendt på hovedet, så det, de nu konkurrerede om, var, hvem der var den største kujon. Jesus vidste det, han kendte sine disciple til bunds – alligevel ville han sidde til bords med dem. Så realistisk tegner påsken billedet af os mennesker. Vi er langt fra så gode, ædle og succesfulde, som vi drømmer om og måske prøver at få det til at se ud til. Alligevel vil Vorherre have med os at gøre – på trods.
Om natten bliver Jesus taget til fange og forhørt. Der bliver bragt falske vidner for at fælde ham, Pilatus, der har magten, fralægger sig ansvaret, og Jesus bliver Langfredag dødsdømt og henrettet. Uretfærdigt og grusomt bliver han ofret som millioner før og siden. Så barsk var verden, og så barsk er verden stadig. Men Gud har ikke opgivet os, Gud har ikke forladt verden. Gud er med sin kærlighed midt i lidelsen – på trods.
Alting gik i sort for disciplene, da Jesus døde på korset, som det gør det for os, når vi mister én, vi holder af, når døden rammer ned midt i vores tilværelse. Men Påskemorgen, da kvinderne kom til Jesu grav, fandt de den tom, og de mødte påskeevangeliet, budskabet: Kristus er opstanden! En jublende glæde – på trods. På trods af livets omskifteligheder og menneskelig vakkelvorenhed.
Påsken afslører, os som vi er, og netop derfor er evangeliet så stærkt: Gud kender dig og holder af dig med en kærlighed, som intet, end ikke døden kan skille dig fra – på trods.
Glædelig påske!
Arkiv for marts, 2008
Påske – på trods
søndag, marts 23rd, 2008Islam og menneskerettigheder
onsdag, marts 19th, 2008Sognepræst Torsten Dam-Jensen bryder sig tydeligvis ikke om mit indlæg Islam og islamisme, som Kristeligt Dagblad bragte d. 11/3. Da han imidlertid ikke præciserer sine indvendinger, men nøjes med nogle almene mishagsytringer, er det vanskeligt at forholde sig sagligt til den del af hans kritik.
Til gengæld refererer TD-J en meningsudveksling ved det sidste bispe-debat-møde i Hørve d. 10/3 om undertrykkelse af kristne i lande med muslimsk befolkningsflertal, som kræver en præcisering.
Det er rigtigt, at jeg nævnte Indonesien jeg kunne også have nævnt Tyrkiet – som eksempel på et land med muslimsk befolkningsflertal, hvor forholdene for de religiøse minoriteter er mere tålelige end i de lande, der oftest og også af TD-J – fremhæves i denne sammenhæng: Saudi-Arabien, Iran og Somalia. Det er ikke fordi jeg vil idyllisere menneskerettighedsforholdene i Indonesien eller Tyrkiet, men fordi jeg finder det forkert at skære alle muslimer og alle muslimske samfund over en kam.
Efter min mening skal der overalt klart siges fra overfor menneskerettighedskrænkelser herunder forskelsbehandling og undertrykkelse på grund af religiøs overbevisning. Det er en politisk opgave, og en opgave vi som demokratiske borgere må påtage os, hver gang vi hører om forfølgelse og undertrykkelse af mennesker på grund af deres tro.
Men vi kan ikke uden videre holde vores muslimske landsmænd ansvarlige for hvad autoritære regimer i Mellemøsten eller grupper af religiøse fanatikere i Indonesien foretager sig. Eller rettere: netop ved at være i dialog med de mange muslimer herhjemme, der er demokratisk indstillede, og som gerne vil deltage i samtalen om ligheder og forskelle vores religioner imellem, har vi mulighed for at støtte de muslimer, der også i andre lande kæmper imod undertrykkelse af religiøse minoriteter og for respekt for menneskerettighederne.
Vi har selvfølgelig også en pligt til som kristne at hjælpe vores kristne brødre og søstre rundt om i verden og specielt steder, hvor de lever og arbejder under svære vilkår. Således valgte vi i Ringsted-Sorø Provsti for 3 år siden som vores fælles Ydre Missions Projekt at samle ind til SAT 7, et økumenisk samarbejde om drift af en kristen arabisk radiostation, der sender til Mellemøsten og Nordafrika med henblik på at støtte de lokale kristne menigheder og fremme dialogen mellem kristne og muslimer.
Islam og islamisme
lørdag, marts 8th, 2008Islam er igen kommet på avisernes forsider.
Nogle fanatiske fundamentalistiske muslimer havde planlagt at myrde karikaturtegneren Kurt Vestergaard. Heldigvis blev det afsløret og afværget. I den forbindelse er Muhammed-tegningerne blevet genoptrykt i danske aviser, og vi ser igen billeder af demonstrationer rundt om i verden og dannebrogsflag i brand. Jeg bliver både vred og ked af det. Og jeg glæder mig over, at der fra mange sider siges klart fra over for den formørkede, fundamentalistiske islam, der omtales som islamisme. Det er folk, som mener at have patent på sandheden, og som det derfor er umuligt at komme i dialog med. Deres synspunkter skal vi modsige klart og umisforståeligt. Men samtidig skal vi huske, at det kun er en lille minoritet af muslimer, der griber til eller støtter ulovligheder. Og mange danske muslimer har taget afstand fra islamismen.
Jeg mener:
1) Vi har som borgere en almindelig forpligtelse til på tværs af forskelle i tro og meninger at betragte hinanden som medborgere og behandle hinanden ordentligt, og vi har som kristne en skærpet forpligtelse til at genkende hinanden som medmennesker. Også vores muslimske brødre og søstre er omfattet af næstekærlighedsbudet.
2) Islam og kristendom er to forskellige religioner. Muhammed har tydeligvis kendt til både jødedom og kristendom, og der er således mange fælles historier og en række lighedspunkter mellem de tre store monoteistiske religioner. Men det er klart, at vi tænker og taler meget forskelligt om Gud. Som kristne bekender vi os til den treenige Gud: Fader, Søn og Helligånd. Vi tror, at den Gud, som er altings ophav og opretholder, kom til verden som et menneske, at Gud én gang for alle har vist sig for os i Jesus, og at Ånden stadig gør Jesu ord og gerning nærværende i vores liv. Islam betragter Jesus som en stor profet, den største efter Muhammed, men der er en helt afgørende forskel på at betragte Jesus som en profet og at tro på ham som Guds søn.
3) Som kristne er vi forpligtede på mission. Vi skal række evangeliet videre til alle folkeslag. Det er ikke meningen, at vi skal holde Jesu overvældende glædelige budskab om Guds grænseløse og betingelsesløse kærlighed for os selv. Det er til deling. Det lever af at blive delt.
4) Kristendommens kærne er Jesus Kristus. Betydningen af hans ord og gerninger, hans liv og død og opstandelse er vi ikke færdige med at forstå. Det kan udtrykkes på mange forskellige måder. Vi har i vores Bibel fire forskellige evangelier. Vi har i kirken en række forskellige trosbekendelser. Og både Biblen og trosbekendelserne fortolkes forskelligt verden over. At drive mission er en dobbelt bevægelse. Vi rækker evangeliet videre til andre folk, og gennem samtalen med dem om kristendommen, kan der åbne sig nye perspektiver, så vi i fællesskab kan blive klogere på, hvad evangeliet rummer. I samtale med muslimer kan vi sekulariserede velfærdsdanskere f.eks. genopdage at daglige ritualer er vigtige for at gøre religionens betydning nærværende for den enkelte, ligesom Karen Blixen af sin muslimske tjener Farah kunne blive mindet om at Gud er stor større end mange af os normalt går rundt og forstiller os.
5) Evangeliet overgår vores ord og formuleringer. De trosbekendelser, som er en del af vores kirkes bekendelsesgrundlag er skrevet af mennesker på et bestemt tidspunkt og afspejler den tid, de er skrevet i. Det gælder også Den Augsburgske Bekendelse fra 1530, hvor vi finder de skarpe ord om at fordømme muhamedanerne. Bekendelsen er formuleret få år efter at tyrkiske hære havde belejret Wien og spredt skræk og rædsel i Centraleuropa. Vi kan ikke lave om på historien. Og vi skal ikke ændre på vores bekendelsesskrifter. Men vi skal ikke kritikløst gentage gamle formuleringer ude af deres sammenhæng. Det er netop, hvad fundamentalister gør, når de holder sig til en bogstavelig læsning i stedet for at påtage sig ansvaret for at fortolke traditionen.
Som sagt finder jeg det bydende nødvendigt umisforståeligt at tage afstand fra islamismen, men jeg finder jeg det forfejlet og forkert at gentage generelle fordømmelser af islam her i 2008.
Ude og hjemme
fredag, marts 7th, 2008Hvor skal man kunne finde en kommende biskop over Roskilde Stift?
Jeg mener, at en biskop både skal være at finde på sit kontor i Roskilde og ude i sognene.
Ikke på en gang, men i en passende balance.
Selvfølgelig skal biskoppen rundt i stiftet for at lytte til menighedsråd og præster og ansatte, for at deltage i fejringen af nybyggerier og nyanskaffelser og tilendebragte restaureringsarbejder og for at hjælpe og vejlede, hvor der er brug for det.
Men der er også behov for opmærksomhed omkring stiftsadministrationen, og der skal være ordentlig tid til samtaler med ansøgere til præsteembeder og andre, som ønsker en samtale med biskoppen.
Derfor skal en biskop også være hjemme i Roskilde.
Dette sagt som replik til Poul Joachim Stenders gentagne udsagn, om at den første udgift han – hvis han bliver valgt til biskop i Roskilde – er et landkortet over stiftet og en æske med 323 røde nipsenåle, idet hans ambition vil væreså hurtigst muligt at få sat besøgs-nåle i stiftets 323 sogne.
Det var måske en god idé for Peder Paladius i 1500tallet, hvor transporten foregik med hest og vogn og det tog dage at få et brev frem. Men i dag, hvor alle kan komme hurtigt i kontakt med hinanden med telefon og PC eller ved at sætte sig i bilen, og hvor menighedsråd og præster og de kirkeligt ansatte er anderledes veluddannede og ved at fortælle om det, der går godt og bede om hjælp til det, som er svært der er kontakten mellem biskop og sognene ikke alene afhængig af, at biskoppen har været på besøg, så han bagefter hjemme i Roskilde kan få sat sin røde knappenål på kortet.
Biskoppen skal være tilgængelig og lydhør. Hvis jeg bliver valgt vil jeg bestræbe mig på at være det både i Roskilde og ude i sognene.