I løbet af bispe-valg-debatten er der dukket forskellige bispebilleder op: manden der sætter sig for bordenden, det er kirkedirektøren, manden på broen, det er kaptajnen for kirkeskibet. Begge billeder tillægger biskoppen en urealistisk selvstændig magt. Vi kandidater bliver bombarderet med spørgsmål om holdninger og meninger og hvad vi vil gøre for kirkegang og samarbejde og meget mere. Ud af de mange svar fremstår der nogle lidt gammeldags faderbilleder af en biskop, der passer på alle sogne i stiftet og tar sig af alle problemer og har svar på de fleste spørgsmål. Men det holder ikke. Det er ikke realistisk. Og det er ikke ønskeligt. For det sender signaler om, at kirkefolket ude i sognene ikke kan stå på egne ben.
For mig er biskoppen en lods. En lods for den flåde af større og mindre kirkeskibe som udgør Roskilde Stift, en lods som kan læse søkortet og kender skærene, og som kan bistå alle os, der er ombord med at komme igennem i den retning, I ønsker indenfor rammerne af det fælles evangelisk-lutherske søkort, vi sammen sejler efter. En lods som kan foreslå en gunstig kurs for flåden afhængig af vind og vejr, men som hverken kan eller skal tvinge alle med i samme retning.
En biskop skal være med til at holde liv i samtalen om kirke og kristendom. Det har Jan Lindhardt været eminent god til både i medierne og lokalt ved møder og publikationer i stiftet. Den linie vil jeg fortsætte, hvis jeg bliver valgt. Ikke som solist, men i samarbejde med mange andre dygtige og engagerede kirkefolk.
En biskop skal bakke op om det lokale kirkelige arbejde og formidle gode ideer og erfaringer på tværs i stiftet.
En biskop skal værne om kvaliteterne i vores folkekirkeordning – om bredden og mangfoldigheden. Der skal være plads til at vi kan være forskellige.
En biskop skal vejlede præster og menighedsråd når de har brug for det.
Og så skal en biskop selv have gode ideer og tage initiativer, som han kan håbe på, at menighedsråd og præster og ansatte er med på.
Medierne spiller en stor rolle også i forhold til formidling af kristendom. Men det er stadig i det lokale arbejde, hvor vi mødes ansigt til ansigt, at tingene får dybde og betydning. Hvis jeg bliver valgt til biskop, vil jeg have fokus på arbejdet ude i sogne, lokalområder og provstier, derude hvor mennesker møder kristendommen i praksis.
Tags: lods
Kære Peter Fischer-MØller,
Det har været interessant at følge dig i valgkampen og se, hvor du flytter dig hen.
For 3 måneder siden ville du – på et præstemøde i Roskilde Stift – foretrække at blive kaldt “manden i maskinrummet”, hvis du blev biskop. Ud fra den sympatiske tanke, at hvis skuden skal holdes i vandet, så er det vigtigt, at den bliver smurt de rigtige steder.
Problemet for maskinmesteren var imidlertid, og det har du vel med tiden indset, at det kan være vanskeligt nede under dæk at følge med i, hvor kirkeskibet er på vej hen. Det er ikke manden i maskinrummet, der har bedst fornemmelse af sejlrenden.
Nu vil du så være lods!
Du har altså skiftet den faste plads på skibet ud med en mere løs forbindelse. En lods kalder man jo ombord, når fartøjet skal igennem et bestemt område, hvor der er snæver passage og det virkelig gælder om at kende de lokale pejlemærker. Men lodsen er ikke fast medlem af staben ombord og følger ikke skibet alle vegne hen. Han fungerer nærmest som en dygtig konsulent, man gør brug af til særlige opgaver. Er det sådan, du opfatter bispeembedet? En slags konsulentjob, når det brænder på, og ellers kan kirkeskibet sikkert nok finde ud af at sejle sin egen gode sø ved egen hjælp?
Det håber jeg sandelig ikke.
Et andet problem med lodsfunktionen er, at en lods kun er ekspert på et meget lille område: sit eget lokale farvand. Det kender han nemlig som sin egen bukselomme. Sætter man ham derimod til at vejlede et andet sted, hvor ingen har været før, er han ikke meget bevendt. Personligt håber jeg, at kirkeskibet flytter sig en smule ud af stedet, og ikke “træder vande” i de samme bølger hele tiden. Derfor finder jeg det nødvendigt, at min biskop har et større udsyn, hvad enten han nu kan lide at være manden på broen eller ej.
Venlig hilsen
Iben Snell
Kære Iben Snell
Tak for dine reflektioner over mit billede af biskoppen som LODS.
For det første: et ord-billede har sine begrænsninger. Det kan klargøre noget bestemt, men duer ikke, hvis man trækker det for langt.
Det gælder Jesu lignelser – og det gælder også vores egne mere ydmyge ordbilleder.
Dernæst: Det, som jeg synes lods-billedet kan bruges til er dette.
Det er ikke biskoppen, der skal sæte kursen og bestemme retnignen i det kirkelige liv ude i sogne og pastorater. Det er menighedsråd og præst i fællesskab. Biskoppen er tilsynsmand og har en vejledende og støttende funktion i forhold til det lokale kirkelige arbejde. Her er det vigtigt, at biskoppen kender “farvandet”, at han er kendt med præstearbejdet, med menighedsrådenes virkelighed, med det kirkelige og det folkelige liv rundt om i stiftet – som lodsen er det med det farvand, han arbejder i.
Jeg synes det giver et mere præcist billede af, hvad en biskop kan og skal end “manden på broen”, der giver indtryk af, at biskoippen er administrerende direktør for folkekirken i Roskidle Stift.
Du har ret i at påpege, at en lods er mere løst tilknyttet et skib og at en lods kun sejler i et bestemt område – de to sider af lodsens virksomhed er ikke med i mit billede af biskoppen som lods.
De bedste hilsner
Peter Fischer-Møller