Når man lytter til bispevalgdebatten lyder det som om der er nogen måske en eller flere af bispekandidaterne – der vil nedlægge sognene eller fratage menighedsrådene deres indflydelse. Det passer ikke!
Kampen for de små samfund
Jeg vil i hvert fald gøre alt hvad jeg kan for de små sogne. Jeg ved af erfaring hvor vigtigt samarbejdet mellem det kirkelige og det folkelige i sognene er. Jeg har været præst i Terslev og Ørslev, et par landsogne på Midtsjælland i 24 år, og provst i området i 9 år. Jeg har været med til at bygge en lokal idrætshal, jeg har været med i bestyrelsen for børnehaven og ungdomsklubben og forsamlingshuset. Og jeg har været medlem af bestyrelsen i Landsforeningen af Landsbysamfund. Jeg husker tydeligt, den tale en af landets varmeste fortalere for landsbysamfundene, forfatteren Knud Sørensen, holdt, da han blev tildelt landsbyforeningens hæderspris. Han sagde: Vi bliver nogle steder nødt til at se i øjnene, at kampen for en landsby er tabt (man mærkede suget i forsamlingen, for det var jo netop landsbyerne, vi kæmpede for) – og så fortsatte han: dér skal vi i stedet kæmpe for landområdet!
Landsognenes fremtid
Det er, hvad det handler om også i den kirkelige strukturdebat. Det handler ikke om, at nogen udefra kommer og vil nedlægge velfungerende sogne, eller tage kompetence fra aktive menighedsråd. Det handler ikke om at aflyse gudstjenester, hvor folk går i kirke eller om at nedlægge landsbykirker og lade kirkegårde gro til.
Nej, det handler om at se realiteterne i øjnene de steder, hvor landsbysamfundet ikke længere fungerer. Hvor skolen er lukket og plejehjemmet flyttet og den sidste forretning har drejet nøglen om, og hvor det viser sig, at kirken ikke alene kan holde sammen på det gamle landsbyliv. Hvis det lokale liv på den måde er gået i dvale og kirkegang og kirkeliv tilsvarende skrumpet ind, så man kan se, at få bliver færre, og der regelmæssigt er messefald, så gør man ingen en tjeneste ved at drømme sig tilbage til gamle dage eller at fremsætte fromme håb om, at udviklingen vil vende.
Samarbejdets muligheder
Selvfølgelig vil ingen finde på at nedlægge sognet eller rive middelalderkirken ned, men der er brug for, at vi forholder os til virkeligheden, hvis vi skal kunne vende udviklingen. Og en af de måder, vi kan vende udviklingen på, er ved at satse på lokalt samarbejde. Vi skal ikke forskanse os i sognet som en fæstning, men nogle steder være parat til – som Knud Sørensen - at opgive en udsigtsløs kamp hver for sig for til gengæld at kunne vinde andre sammen. Så vi bedre kommer ud med evangeliet, så vi bliver bedre til at dele historien om Guds kærlighed og tilgivelse med hinanden. Det sker allerede rundt omkring i sognene. Nogle steder ved at man formelt sammenlægger menighedsråd, andre steder ved at man samarbejder om konkrete opgaver. Således har vi 6 sogne i den tidligere Haslev Kommune haft stor glæde og gensidig inspiration af at samarbejde om en række salmesangaftner og hverdagsgudstjenester. Mange steder finder man ud af, at det faktisk er muligt i samarbejde at vende udviklingen, at samarbejdet gør at få bliver til flere og at man undgår messefald og frustrationer over at måtte aflyse arrangementer på grund af manglende tilslutning.
Frivilligt samarbejdet
Sognet vil fortsat være grundenheden i vores folkekirkeordning. Det ændrer det forestående bispevalg ikke ved. Jeg vil med basis i sognene bidrage til at udvikle samarbejdet i Roskilde Stift.. Ingen skal tvinges ind i et samarbejde, de ikke kan se nytten i. Det vil ikke være til glæde for nogen. Jeg ved af erfaring, at nogle ting lykkes godt med sognet som ramme, andre vil lykkes bedre, hvis vi samarbejder sogne imellem, og atter andre opgaver vil kun kunne løses i bredere samarbejde.